I Sunny Beach er somrene ofte varme og solrige. Sommervarmen kulminerer mellem juli og august med dagtemperaturer omkring 30 grader. Havbrisen ved Sunny Beach virker kølende, men nogle gange kan en høj fugtighed medføre en trykkende varme.
Vejrskrift i den solrige sommervarme forekommer nu og da. Så bliver det en blanding af sol og lokale byger om eftermiddagen. Regn om dagen forekommer sjældent. I begyndelsen af efteråret er der en længere højtryksperiode med varmt og solrigt vejr. Vinteren er skyet og relativt kølig. I slutningen af april bliver det igen varmt og der er gode chancer for sol.

Valutaen hedder "bulgarske leva" (BGN). 100 DKK = ca 25 BGN.
Udenlandsk valuta kan veksles i lufthavne, banker, på vekslekontorer og hoteller. Den bedste kurs fås i bankerne.
Kreditkort er ikke så populære her i Sunny Beach, og man kan kun bruge dem på de større hoteller, kontorer og på visse restauranter. Til gengæld findes der godt med bankautomater, hvor du kan hæve penge på dit kreditkort.
Sunny Beach er Sortehavskystens største centrum for fest og farver. Stedet er ikke elegant som Ibiza, men det er populært. Dette er et gigantisk underholdningsområde med Happy Hours døgnet rundt, diskoteker og priser, som er blandt de laveste i Europa. Stemningen er som når kalvene slippes på grønsværen om foråret, ubegrænset, spændende og fyldt med muligheder. Solen skinner, stranden lokker og nætterne er lange.
Hvis man vælger et hotel et lille stykke fra centrum, så er her mere roligt, og samtidig er priserne yderst rimelige, hvis man vil spille minigolf, spise ude eller leje en knallert.
Sunny Beach blev bygget i halvtredserne og blev dengang først og fremmest brugt som et feriested for folk fra Østblokken. I løbet af de sidste fem år er Sunny Beach dog også blevet populær blandt skandinaver, ikke mindst på grund af stedets ufatteligt lave priser.
Her er masser af mærkevarer at købe til en billig penge, men pas på, for det meste er kopivarer. En undtagelse er de varer, der sælges i de rigtige butikker i Sunny Beach. Man kan altid se forskellen, når man ser på prisen. Når du går ud og handler souvenirs, kan du prøve at prutte om prisen - det er svært, men nogle gange lykkes det. Og vær opmærksom på, at det ikke er tilladt at tage kopivarer med hjem.
Originale souvenirs er eksempelvis bulgarsk vin og håndværk. De laveste priser finder du i Burgas, selv om Sunny Beach virker billig med danske øjne. Et besøg i basaren på den anden side af hovedvejen fra Flower Street kan også være besværet værd. Udbuddet er det samme som i centrum, men priserne meget mere lokale.
Cigaretter og spiritus
Er ret billigt i Sunny Beach. En karton af de billigste cigaretter koster ca. 18 leva. En flaske cognac af god kvalitet koster ca. 5-10 leva og en flaske lokal vodka ca. 5 leva.

Det bulgarske køkken har hentet inspiration fra både Europa og Orienten, og det er et bekendtskab værd. Den mad, som man møder på Sunny Beach, er dog oftest en forenklet og international version af maden. Traditionen med at grille kød og fisk er gammel, og ”barbecue” fylder en del på menukortene. Salater er dog også populære, oftest er det grøntsagssalater, som er lavet af gode råvarer og serveret med lidt olie og eddike separat. En klassiker er shopska-salat, som består af tomater, agurker, paprika og løg med lidt reven fåreost ovenpå. Denne kan sagtens ledsage et stykke grillet kød eller måske en kawarma, en anden specialitet, der består af kød, løg, krydderier og indimellem svampe, der får lov til at syde i en lergryde, før den stilles ind på bordet.
Eftersom Sunny Beach ligger ved havet, så findes her også godt med fisk på menukortet. De serveres ofte grillede, hvilket ikke kan overraske. Man skal til gengæld ikke forvente sig, at alle fiskeretter på menukortet kan bestilles – udvalget kommer an på fangst og efterspørgsel, men makrel og forel kan man næsten altid få.
Nogle restauranter holder fast ved det gamle system, hvor man bestiller tilbehør separat. Det gælder for brød, pommes frites eller ris ligesom for grøntsager eller salat. Disse står for sig selv på menukortet og har deres egen pris.
Vin
Bulgarien er en av de største vinproducenter i verden. Her findes fem vindistrikt som producerer vine av forskellig karakter og kvalitet. I det sydlige Bulgarien laver man først og fremmest rødvin og hvidvin i den nordlige del af landet. Nogle af de mest kendte vine er Gamza, Dimyat, Pamid, Muscat, Misket, Mavrud og Melnik. To af de mest populære vine er de enkle vine Kadarka og Eselmilch.
Øl
Bulgarien er ikke bare et vinland, man producerer også udmærket øl. Nogle lokale mærker, som er værd at prøve er Kamenitza, Zagorka og Astika. En halv liter på restaurant koster 2-3 leva, i butikkerne det halve.
Raki
Raki er den lokale brændevin, der er lavet på destilleret frugtspiritus. Råvarerne kan være alt fra blommer til abrikoser og hvad man ellers har til rådighed. Smagen varierer fra noget, som mest af alt minder om dårlig tandpasta til noget, der tåler sammenligning med cognac af god kvalitet.
Mini- og lokalbus
I Sunny Beach er de lokale busser den billigste måde at komme omkring på. Busstationen ligger på hovedgaden på den anden side af Hotel Svejest, men busserne til Nessebar og i visse tilfælde Burgas stopper også på holdepladserne ud mod vejen. Minibusser findes, men de er mere trange og dyrere end lokalbusserne. Desuden skal man ofte vente lidt længere, da de ikke kører, før de er fyldt helt op.
Taxi
Du er aldrig langt fra en taxi i Sunny Beach, de findes overalt. Det er dog ikke billigt at køre med taxi i Bulgarien, da benzinpriserne er steget meget.
Båd
Både går i pendulfart mellem molerne langs stranden i Sunny Beach og havnen i Nessebar. Det tager cirka 20 minutter og koster 15 leva per person.
Vær opmærksom på, at her kan være lommetyve. Hold altid et øje på håndtasken og efterlad nogle af dine penge og værdigenstande i boksen på hotellet.
Sigøjnerdamer kan være ret påtrængende. Ikke mindst hvis du er mand og går alene. Tak nej og sig fra, hvis du gerne vil være i fred.
Hennatatovører findes over alt. Vær dog opmærksom på, at det ikke altid er så ren Henna, de bruger. Det er ikke altid, at ”tatoveringen” holder som lovet, og i værste fald kan den give allergi.

Stranden i Sunny Beach er blandt de længste ud mod Sortehavet. Som det næsten altid er tilfældet i de tidligere øststater, er stranden velplejet og har gode faciliteter og godt med aktiviteter på de syv kilometer, som stranden strækker sig. Der er livreddere på stranden hver dag kl. 9-17, og man kan leje liggestole og parasoller for cirka 7 leva/stk. per dag.
Flagsystem
Grønt flag: Det er sikkert at bade.
Gult flag: Vær opmærksom.
Rødt flag: Badeforbud.
Man kan godt ligge på stranden uden at leje en liggestol, men så må man nøjes med en stribe af den strand, som ligger nærmest strandpromenaden, eftersom liggestole og parasoller dækker stranden i hele dens længde cirka 50 meter op fra strandkanten. Man kan sagtens gå topløs omkring. Vandkvaliteten er rigtig fin, og Sunny Beach har fået ret til at hejse det Blå Flag. Stranden er de fleste steder ret lavvandet.
Nessebars 40 kirker, med deres dekorative facader, storslåede mosaikker, gamle fresker og glaseret keramik. Kirkerne ligger tre kilometer syd for Sunny Beach på Nessebars halvø. De 40 kirker blev bygget over en periode på 1.500 år, hver og en af dem har deres egen arkitektoniske stil. Det arkæologiske museum ligger i begyndelsen af hovedgaden. Fra Albena og Golden Sands kan man kommer hertil med taxa eller bus.
Aladzha klostret, ligger i nærheden af Golden Sands og er et af de 120 bulgarske klostre, der i dag fungerer som museum. Aladzha er et af de to klippeklostre. De mange farverige vægmalerier har givet klostret dets navn – Aladzha betyder farveglad på tyrkisk. Om sommeren er her åbent hver dag. Man kan kun komme hertil med taxa, men det er ikke særlig dyrt.
Rila klostret ligger omkring 80 kilometer syd for Sofia og ligger ubeskriveligt smukt ved Rila bjerget. Her findes flere bygninger, en kirke, et tårn, munkeceller, munkekøkken og en vindmølle. Det tager syv timer i bil at komme hertil, eller 50 minutter med fly fra Varna. Det er hele rejsen værd, landskabet er imponerende og klostret er et af Bulgariens ældste (over 1.000 år gammelt).
Mange kommer hertil udelukkende for at feste, og de bliver ikke skuffede. Her findes det meste, fra pianobarer, hvor man drikker kølig hvidvin til store diskoteker, hvor man danser på bordene og serverer i plasticglas for en sikkerheds skyld. Derimellem findes masser af forskellige barer og restauranter af vekslende lydniveau og klientel, samt steder, hvor folk starter og slutter aftenen.
Advarslen er dog den samme som hjemme: husk at drikke godt med vand i varmen og hold øje med din drink.
