Madeira vejret

Madeira har et meget behageligt klima. Gennemsnitstemperaturen i dagtimerne om sommeren er 25 grader, om vinteren 20 grader. Funchal ligger i en dal og er derfor ofte udsat for stærke vinde fra Atlanten.

 

Om vinteren er Madeira ikke et ”sol og varme”-paradis, vejret er stort set ligesom en dansk sommer. Det kan være varmt og solrigt, men det kan også være køligt med regn. Indendørs bliver det ofte køligt, selvom vejret er varmt. Pak både badetøj og en tyk sweater. Selv paraply og regnfrakke anbefales.

Madeira insekter

Myggene kan være irriterende. Mange, som bliver stukket, kan få en allergisk reaktion med buler og kraftig kløe omkring selve myggestikket. På apoteket findes en salve, som fjerner den værste kløe og gør, at bulerne forsvinder i løbet af et par dage.

Mange kan også få lopper, når de klapper løsgående dyr, katte og hunde. Du benytter den samme salve for at mindske kløen, som du benytter til myggestik.

Husk på Madeira

Når du holder ferie på Madeira, bør du ikke bære alle dine penge på dig. Det anbefales at benytte hotellernes deponerings-bokse, som oftest findes på værelset og koster mellem 70 og 80 kr. pr. uge.

 

Madeira - Portugal

Behageligt klima, fantastisk flora og en spændende blanding af gammelt og nyt har gjort Madeira til et yndet rejsemål. Standarden på hotellerne er høj og servicen er god. Hovedstaden Funchal har et stort udbud af restauranter og forretninger, og rundt om på øen venter der storslåede naturoplevelser.

Rundt på hele øen løber vandingskanaler, som tiltrækker ”vandrefolket”. Hvis du vil på udflugt, findes der mange interessante steder at besøge, f.eks. Nonnernes Dal, hvortil man anlagde en vej i 1960’erne. I Funchal ligger modeforretningerne med de trendy mærker side om side med de gamle genuine landhandler.

Funchal ligger i en dal på øens sydside. Tre floder, som leder vandet fra bjergene til havet, deler Funchal, og det er ved dem, byens centrum ligger med et mylder af caféer og forretninger. Midt i centrum ligger den imponerende katedral fra 1400-tallet. Hovedgaden Avenida Arrigada/Estrada Monumental går fra centrum og ud til hotelområdet, som ligger et par kilometer fra centrum.

Madeira strande

Madeira er ikke et typisk ”baderejsemål”, men her findes nogle gode strande og badeanlæg. Der findes vandsportsaktiviteter på nogle af strandene.

På visse steder er havbunden meget stejl, og det kan pludselig blive dybt mindre end 10 meter fra strandkanten. Indimellem kan der være stærk strøm, så respekter flagsystemet.

Prainha er en lille strand med sort lavasand ved Caniçal. Eneste vej dertil er en smal sti, som går ned ad skråningerne.

Praia Formosa er en stenstrand i udkanten af Funchal. Meget besøgt om sommeren. Her er volleyballbaner, strandpromenade med caféer og restauranter.

Inde i Funchal findes seks havbade: Lido-havbadet, Club Naval, Ponta Gorda, Doca do Cavacas, Club de Turismo og ved den gamle bydel Barreirinha. Entrepriserne varierer, men ligger mellem 2,50 og 5 euro.

Porto Santo, på naboøen findes en ni kilometer lang sandstrand med skønt vand. Øen er lillebitte med kun cirka 4.000 indbyggere. Om sommeren er her dog fyldt med ferierende gæster fra Portugal og Madeira, som gerne benytter den fine strand.

Båden mellem Madeira og Porto Santo tager 2-2,5 time og koster ca 50-60 € tur/retur.

Udflugter på Madeira

Vandreture.

Madeira er kendt for sine levadaer, vandingskanalerne, som der findes 2.150 kilometer af på øen. En vandring langs nogle af de mange levadaer er et must, når du besøger øen!

Ribeiro Frio ligger i Laurisilva-skoven, Madeiras urskov, som kun vokser i højder over 600 meter over havet. Der findes cirka 760 forskellige vækster på øen. 123 af dem findes kun på et begrænset område.

Caniçal ligger på den østlige side af øen. Hvis du tager ud til spidsen, findes der en strækning på landtungen ud til Ponta de Sao Lourenco. Det er samme vej frem og tilbage.

Camacha er centrum for øens kurveindustri. Her kan du købe mere end 800 forskellige kurve og flettede ting.

Machico er øens første hovedstad. I dag er det en hyggelig lille by.

Porto Moniz er øens nordligste by, hvor man tidligere levede af hvalfangst. Byen er kendt for sine bassinlignende lavaformationer, der i dag fungerer som badeområde.

Santana, i denne by ser du, hvordan Madeiras befolkning boede før i tiden. I 1400-tallet byggede nybyggerne trekantede huse med stråtag malet i stærke farver, der kunne tåle det til tider hårde klima.


Monte er en sød, lille bjergby med en af øens ældste kirker, hvor Madeiras skytshelgen står. Her findes også Kejser Karls gravkapel.


Lavagrotterne ved Sao Vincente, her ser du, hvordan lavaen engang lagde sig i ”render” fra bjergene ned til kysten. Grotterne udforskes stadig og er meget interessante. Guidet tur og udstilling cirka 8 euro.

Cabo Girao er verdens højeste havklippe. Står du på toppen af den, kan du se direkte ned i havet, som ligger 580 svimlende meter nede!

Encumeada er et bjergpas, som ligger i 1.007 meters højde. Det kaldes øens midte, og herfra ser du havet både nord og syd om øen. En fantastisk udsigt!

Pico Arieiro er øens næsthøjeste top. Den eneste, som man kan køre til i bil. Vandringen op til den højeste top, Pico Ruivo (1.861 meter over havet), tager omkring fire timer.

Beklædning på Madeira

Befolkningen på Madeira klæder sig gerne pænt på, og på visse restauranter kræves der en bestemt påklædning. Mænd kommer ikke ind på restauranter med korte shorts, og gummisko eller strandtøfler er ikke accepteret.

 

Man skal som minimum have lange shorts på og dækket overkrop. De finere restauranter kræver, at mænd går med slips.


Vis stort kort
 
Spise på Madeira

Der findes en del forskellige restauranter på Madeira – alt lige fra burgerbarer til klassisk fransk køkken. Restaurantbesøg er billigere end i Danmark, og maden er generelt rigtig god.

 

Sørg for at smage det madeiranske køkkens specialiteter som eksempelvis espada-fisk og oksekødsspydene espetada, som er 1 meter lange spyd med grillet oksekød.

 

Portugal er en af Europas mest kendte og største vinproducenter. Udbuddet er stort, og kvaliteten er høj.

Madeira shopping

Priserne på Madeira er stort set de samme som i Danmark. Sko, kurvevarer og mærkevarer inden for beklædning kan dog være et godt køb. Også spil som eksempelvis Gameboy er lidt billigere end hjemme. Guld- og sølvvarer er ikke specielt billige. Guldet er 19 ¼ karat, hvilket gør det mere rødt.


I Funchal er udbuddet af butikker stort, dog ligger de lidt spredt. Men det er altid hyggeligt at gå rundt i centrum, så man også kan nyde byen og stemningen. Der findes også en del shoppingcentre, hvor man har alt under et tag. Mange ligger i centrum, men de er alle mindre og byder ikke på så meget.

 

Madeira Shopping ligger i São Martinho et stykke uden for Funchal, og Forum Madeira ligger i Lido-området ved hotel Duas Torres. Disse shoppingcentre er enorme og har utallige forretninger, restauranter, biografer etc.

Madeira transport

Der er meget kuperet på Madeira. Selv inde i byerne er mange gader stejle med høje kantsten, så det kan være besværligt at komme rundt med barnevogne og kørestole. Det kan også være svært at benytte de lokale busser, som har smalle døre.

Bus
Der går busser over hele øen, men de fleste ture går tidligt om morgenen og sent på aftenen, når folk skal til og fra arbejde eller skole.

Bybusserne i Funchal er gule. Billetter kan købes på bussen, men det er billigere at købe dem på forhånd i kioskerne eller automaterne i Funchal.

Taxi
At køre med taxi er relativt billigt. I byen gælder taxameter, startpris er 1,70 € om dagen og 2 € om aftenen/natten. En tur mellem hotelområdet og centrum koster omkring 5 euro. Skal du uden for Funchal, skal tur og pris aftales, inden turen påbegyndes. En taxi for en dag koster cirka 90 euro.

Billeje
En udlejningsbil koster 40-70 € i døgnet plus benzin. Det kan desuden være en god idé at leje bilen hjemmefra i højsæsonen, da udbuddet er begrænset.

Madeira webcam
Webcam Pontinha, Madeira - Europe, Portugal, Santo AntónioWebcam Calheta, Madeira cam - Europe, Portugal, Calheta
Rejseportalen med det bedste indhold - Rejsebeskrivelser Rejseguider Forum Vejret Rejseråd Rejsetilbud - jancassoe@webspeed.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net