Vejret på Cypern

Solrigt og for det meste skyfrit samt meget varmt hele sommeren. Varmen kan være ubehagelig med daglige temperaturer op til 35 grader i juli og august, især væk fra kysterne. Det tidlige efterår er solrigt med få byger.

 

Fra midt november tiltagende byger med flere skyer og køleigere temperaturer. Vinteren er vekslende. Dagtemperaturen ligger normalt mellem 15 og 20 grader, mens nætterne kan være kolde. Vintervejret varer til ca. midt marts, inden det igen bliver varmere og mere solrigt.

Temperatur på Cypern

Måned

Middel

temp.

celcius

Middel

nedbør

mm.

januar

11.8

62

februar

12.2

52

marts

13.5

42

april

16.9

12

maj

20.4

9

juni

24.0

1

juli

26.6

0

august

26.6

0

september

24.6

0

oktober

21.3

19

november

16.9

43

december

13.4

80

Bus & taxa på Cypern

Cypern har et veludviklet busnet – både i byerne og på landet. Om sommeren kører en bus i fast rutefart mellem Ayia Napa, Paralimni og Protaras hver halve time. Pris 1,37 EUR for én vej. Også gode forbindelser til Larnaca, hvor man kan skifte bus og tage videre til Nicosia eller Limassol.

Mellem Ayia Napa og Nicosia går der en direkte buslinje, men der er oftest kun afgang én gang om dagen. Man tager fra Ayia Napa om morgenen og kommer retur med den samme bus sidst på eftermiddagen. I højsæsonen (juni til august) er der flere afgange. Billet købes i bussen og koster ca. 7,70 EUR per vej per person. Køreplan findes normalt i hotellets reception.

Der findes mange taxier, men standarden varierer en del. Mange af dem tager op til syv personer.

Som regel kan man praje en taxi på gaden. 95% af taxierne kører efter taxameter. Prisen varierer efter, hvor mange passagerer der er med. Normalt gælder prisen for 1-4 passagerer, men er man flere i taxien, koster det 2-3 EUR ekstra. Når man ringer for at bestille en taxi, bliver man altid spurgt, hvor mange der skal køre med.

 

Det er vigtigt, at man opgiver det nøjagtige antal personer, da man ofte deler taxien med andre (gælder ikke Larnaca). Det er ikke billigere at dele taxien, men ventetiden er altid kortere. I feriebyerne kan det være svært at få en taxi mellem kl. 16.30 og 20. Taxiselskaber findes der mange af, men du kan altid bestille en taxi i receptionen på dit hotel. Vid telefonbestilling tillægges ofte 2-3 EUR.

Taxierne har sjældent autostole til børn – bed eventuelt om det ved bestillingen. Under alle omstændigheder har autostolene ikke samme standard som i Danmark.

Det er ikke ualmindeligt, at man lejer en taxi med chauffør for en hel dag. Men husk altid at aftale prisen på forhånd.

En tur inden for ferieområderne koster sjældent mere end 7-9 EUR.

 

Ayia Napa - Protaras centrum, ca. 20-25 EUR.

 

Ayia Napa/Protaras - lufthavnen, ca. 50-60 EUR.

 

Ayia Napa/Protaras - Larnaca centrum, ca. 50-60 EUR.

 

Ayia Napa/Protaras – Limassol, ca. 80 EUR.

 

Ayia Napa/Protaras - Nicosia, ca. 70 EUR.

 

Larnaca - Limassol, ca. 60 EUR.

Efter kl. 23 er taksten som regel noget højere.

Lej en bil på Cypern

Alle de anerkendte biludlejningsfirmaer har kontor på Cypern. Udlejningsbilerne har røde nummerplader.

Cypern har venstrekørsel – et levn fra dengang øen var engelsk kronkoloni. Vær dog opmærksom ved vejkryds, hvor reglen for højre vigepligt stadig er gældende. Trafikken kan være yderst hektisk. I byerne er hastighedsbegrænsningen 50 km/t, på landevej 65 km/t og på motorvej 100 km/t.
Hastighedskontrol foretages ofte, og det gør politirazzia mod spirituskørsel også. Den tilladte promillegrænse er en anelse højere end i Danmark, men det anbefales, at man kører varsomt.

I de større byer parkerer man i afmærkede båse med tilhørende parkometre. Der findes også parkeringspladser med ”fælles betalingsboks”. De plejer at være nemme at finde og har information på engelsk. Sørg altid for at have mønter i bilen, da det kan være svært at veksle.

Regeringen har brugt mange penge på vejnettet de senere år. Langs sydkysten findes der udmærkede veje. Størstedelen er tosporede motorveje, som forbinder Protaras i øst med Paphos i vest. En køretur fra Protaras til Paphos tager ca. 3 timer.

Det er ikke tilladt at tage en lejet bil med fra den græske side til den tyrkiske side. Her må man tage en taxa.

 

Ayia Napa - Cypern

Ayia Napa er Cyperns mest populære ferieområde - både blandt børnefamilier, par og dem, der vil have fest og farver. Her findes langstrakte sandstrande, turkisblåt hav, masser af aktiviteter, antikke kulturskatte og et stort udbud af restauranter. Og endelig skinner solen mere end 300 dage om året. Alt sammen gør det Cypern til en af Middelhavets perler.

 

Ayia Napa er et af Middelhavets mest livlige rejsemål om sommeren, men forvandles i perioden oktober - april til et roligt og behageligt sted ved havet. Den fine gangsti langs strandene frister til promenader, og lejer du en cykel, er der mange cykelruter. Tilpas mange butikker og restauranter er åbne, så man får fornemmelsen af en afslappende provinsstemning.

Mad & drikke på Cypern

En vigtig del af ferien plejer at være maden. På Cypern har du alle muligheder for mindeværdige smagsoplevelser. Der er mange restauranter og taverner på øen og lad dig ikke afskrække, hvis tavernerne ser enkle ud, det er som regel der man får den bedste cypriotiske husmandskost.


Prøv meze, der består af både grøntsager, dipsaucer, grillet ost og forskellige kød- og fiskeretter. På den måde får du en lille smagsprøve på hvad det cypriotiske køkken har at byde på. At spise er en måde at omgås, og man giver sig god tid. Vanen med at spise hurtigt kan du godt efterlade derhjemme, her giver man sig god tid til at hygge sig med vennerne, mens man spiser og drikker i fred og ro.

 

Cypern ligger strategisk i det østlige Middelhav og mange kulturer har sat deres præg på det cypriotiske køkken. Turismen har naturligvis også haft sin indflydelse på udbuddet af restauranter, og man kan finde mad fra så forskellige lande som Japan, Italien, Indonesien, Kina, Mexico, Frankrig, England og Skandinavien.

 

I Ayia Napa findes ca. 200 restauranter med alverdens menukort. De fleste ligger omkring klostertorvet, og på grund af den hårde konkurrence restauranterne imellem er priserne presset i bund. Det er ikke ualmindeligt, at man får forret, hovedret og vin for ca. 12 EUR pr. person. Restauranterne har generelt en god standard, men vil man spise rigtig godt, skal man vælge et lidt dyrere sted, hvor en hovedret koster ca. 12 EUR.

 

Cypern har lige siden antikken været kendt for sine gode vine. De vigtigste distrikter ligger omkring Limassol og Pafos samt ved Troodosbjergenes fod.

 

En anden meget populær drik er mineralvandet fra Troodosbjergene. Blandt øvrige alkoholfrie alternativer er der et stort udvalg af frugtjuice samt nogenlunde de samme læskedrikke som i Danmark. For de som foretrækker øl, er de mest almindelige mærker de lokale KEO og Leon samt den licensfremstillede Carlsberg.

 

Der er mange slags kaffe – brygget kaffe, Nescafé, espresso eller hvorfor ikke prøve den stærke cypriotiske kaffe, der serveres i små kopper, og som kan bestilles i tre forskellige varianter: Sketo (uden sukker), Metrio (med lidt sukker) eller Glyko (med meget sukker). Til kaffe kan man drikke en lokal brandy eller en af de mange likører. Den mest kendte er appelsinlikøren Filfar.

Udflugter på Cypern

Troodos er et frodigt og afvekslende naturområde i bjergene nord for Limassol. Højeste punkt er Chionistra med sine 1952 meter. Om vinteren og langt ind i foråret er marker og veje dækket af sne. Om sommeren tager byboerne herud for at nyde den friske, kølige luft.

 

Der er meget at se i bjergene, blandt andet ni byzantinske kirker (se afsnittet Kirker). Hver enkelt by har sin egen specielle charme og gæstfrie indbyggere. Hele området er meget grønt og frodigt, selv i de varmeste sommermåneder. Her dyrkes blandt andet kirsebær, æbler og ferskner. Desuden avles der vin og Zivania (brændevin, som fremstilles af overskudsdele fra vinproduktionen). Nogle byer sælger kunsthåndværk og keramik.

 

Man oplever bedst Troodos-bjergene på en arrangeret bustur, men det er naturligvis også muligt at leje bil og køre rundt på egen hånd. Husk at tanke bilen i Limassol eller Nicosia, da der er langt mellem tankstationerne i bjergene. Turistorganisationen CTO har gode kort over Troodos-området. De lidt større asfalterede veje er godt afmærkede og nemme at finde. Men husk at tage dig god tid, for det er ikke klogt at køre stærkt på de snoede veje. Det kan være ganske koldt i bjergene, så medbring lidt varmt tøj.

 

Nicosia, hovedstaden, er et besøg værd. Den gamle bydel er afspærret for trafik, og der findes gode butikker og hyggelige restauranter. I den nyere bydel ligger mærkevarerbutikker, fast food-restauranter med mere. Kommer du i bil til Nicosia, følger du den store vej, til den slutter i den nyere del af byen. På højre side ligger en gammel voldgrav, som i dag er grønt område. Parkering flere steder ved voldgraven. Bag voldgraven ligger den gamle bydel.

 

Lania kaldes for kunstnerbyen, idet mange kunstnere har bosat sig her. Om foråret er byen kendt for sin blomsterpragt. Her kan man købe kunsthåndværk og keramik. Midt i byen ligger en lille butik, som sælger mundblæst glas. Man kommer nemmest hertil via Limassol. Parker bilen i udkanten af byen og gå resten af vejen til fods.

 

Platres er feriebyen for Nicosias indbyggere. Byen har præg af det lidt bedre borgerskab med dyre huse osv. Cyperns præsident har sit sommerhus i nabolaget. Der findes en fiskedam i byen. Man kommer nemmest hertil via Limassol.

 

Omodos er en gammel by, der har bibeholdt den traditionelle stil. Byen ligger i et område, der er kendt for sin vinavl. I nærheden ligger flere små vinfabrikker, hvor der sælges lokalproduceret vin.

 

Agros er kendt for sine rosenprodukter. Blomsterne vokser på markerne rundt om byen, og på en lille, familiedrevet fabrik kan man se, hvordan likører, ansigtsvand og olier fremstilles af roser. Kan købes i det tilhørende fabriksudsalg. En lille flaske destilleret rosenolie koster ca. 3 EUR og er en fantastisk gave til familie og venner derhjemme.

 

Pedholas – Det siges, at et stykke af Jesus kors findes i byens kirke.

 

Kakopetria er en kendt ferieby med traditionelle huse i herlige omgivelser. Man kommer nemmest hertil via Nicosia.

 

Figardou – Hele byen fungerer som museum med gamle, velbevarede huse. I dag bor der bare fem personer i Figardou. Man kommer nemmest hertil via Nicosia.

Aktiviteter i & ved Ayia Napa

Ayia Napa Waterworld
Waterworld er en af Europas største temavandparker. Den byder på attraktioner som hektiske vandrutchebaner og enorme bassiner med navne og statuer fra den græske mytologi. For børn er der forlystelser med spændende navne som “Det Trojanske eventyr” og “Minotaurus labyrint”. Vandparken ligger cirka 6 km udenfor Ayia Napa.

Aphrodite Waterpark Pafos
Aphrodite Waterpark ligger i Kato Pafos, et stykke øst for byen. Et stort vandland med masser af faciliteter lige fra spændende og hurtige vandrutschebaner til sjove bølgepools. Åben maj-oktober.

Beachvolley
Beachvolleyball er en populær sport på Cypern. De større strande har volleyballbaner der er tilgængelige for alle.

Billard
På mange af hotellerne er der billardborde. Bordene har møntindkast.

Bowling
Virtuality Bowlingcenter ligger på Makarios Avenue i Agia Napa bagved Klostertorvet. Her kan du spille på fire minibowlingbaner med automatisk tæller. I Fig Tree Bay er der også en minibowlinghal beliggende på hovedgaden. Der er større bowlinghaller i Nicosia, Limassol, Larnaca og i Larnaca Bay.

Dart
Mange barer har darttavler, nogle med automatisk tæller.

Dykning
For dem, der allerede er dykkere eller dem der ønsker at tage en dykkercertifikat er Ayia Napa næsten perfekt. Omkring byen findes en lang række steder der er perfekt til begyndere som netop har taget deres certifikater. Hvis du ikke har dykket inden er der flere dykker-skoler som du kan registrere dig for en kursus. Det forventes at normalt er dykkersæsonen fra marts til november.


Blandt de forskellige dykområdena er især Cape Greco med sine vidunderlige undervandsliv. Et andet område er Senobea som ligger omkring en mil fra Larnaca. Du kan blandt andet dykke blandt grotter og skibsvrag. Blandt de mest kendte er skibet Zinobia, et svensk fartøj der forliste i 1980 ud for Larnacas kyst, og som i dag regnes blandt de 10 mest kendte vrag i verden.

Fassouri Watermania

En stor vandpark ca 8 km vest for Limassol. Mange forskellige vandrutschebaner, pools, restauranter og shuttlebus.

 

Fitness

Mange hoteller har enkle styrketræningslokaler. Der findes også større offentlige fitnesscentre i flere byer.

 

Fodbold

Fodbold er den mest populære sport på Cypern. I sæsonen september-maj spilles der kampe på lørdage og søndage. Cyperns ca 90 hold spiller i fire forskellige divisioner.


Golf

Cypern har tre gode 18-hullers baner. De ligger mellem Limassol og Pafos.
Afrodite Hill: Tlf. 26 82 82 00 Secreet Valley: Tlf. 26 64 27 74 Minthis Hills: Tlf. 26 642 774

 

Minigolf

I de fleste turistbyer er der mange minigolfbaner. De fleste ligger i centrum, men der er også baner på nogle af de større hoteller.


Skiløb

Skisæsonen på Cypern strækker sig som regel fra december til marts. I Troodosbjergene er der fire lifter. Skiudstyr kan lejes.


Tennis

På mange større hoteller er der tennisbaner, hvor man kan reservere baner i receptionen.


Vandtreture

De bedste tidspunkter at vandre på er foråret og forsommeren. Ved Platres i Troodosbjergene er der flere markerede vandrestier. Stierne er markeret på kort som uddeles gratis af turistbureauerne. Endvidere er der naturstier ved Cap Greco-området (mellem Agia Napa og Fig Tree Bay) og ved Akamas (nord for Pafos). De er også markerede på kort som du kan hente hos turistbureauerne.

Kriminalitet på Cypern

Kriminaliteten er lav på Cypern, men brug altid din sunde fornuft og tag aldrig hele feriebeholdningen med, når du tager ud. Læg pas, rejsechecks, kontanter og værdigenstande i deponeringsboksen på hotellet.

Kontakt altid politiet, hvis du bliver udsat for tyveri. Politiet udleverer ikke kopi af anmeldelsen, så bed dit forsikringsselskab om at kontakte det lokale politi på Cypern. Husk derfor altid at notere navn og telefonnummer på den politibetjent, du har indgivet anmeldelsen til.

Hvis du går i byen
Gå ikke alene hjem fra byen om natten - det gælder både kvinder og mænd. Hold dig til dem, du kender.

Efterlad ikke din drink uden opsyn. Det sker desværre, at nogen putter euforiserende stoffer i, når man kigger væk. For en sikkerheds skyld kan du holde hånden over glasset, hvis du står tæt mellem mange mennesker.


Vis stort kort
 
Strande ved Ayia Napa

Strandene omkring Ayia Napa er kendt for deres fine, lyse sand. Byen er centreret omkring et kloster, og man skal derfor gå lidt for at komme til strandene. Alle steder udlejes solstol og parasol for ca. 4,50 EUR per dag. Desuden findes mange muligheder for vandsport, f.eks. vandcykler, vandski og parasailing. På alle strande er det tilladt at sole og bade topløs.

Flagmarkering findes, men reglerne er ikke ensartede. Er der understrømme, flages med rødt, og det betyder badeforbud. Stol aldrig helt på flagene, men bedøm selv badeforholdene når du går ud i vandet. Normalt er der ikke understrøm ved de større strande, men vær ekstra forsigtig når du bader ved klipper.

Grecian Bay: To km lang sandstrand, som begynder inde ved havnen. Omklædningskabiner, toiletter og douche på stranden. Vandcykler udlejes. Tag ud til klipperne længst væk fra havnen, hvor grotterne er så store, at man kan opholde sig i dem.

Sandy Bay: Mindre sandstrand ud til en bugt, ca. 3 km uden for byen. Ikke specielt lavvandet. Nogle restauranter og et mindre udbud af aktiviteter på stranden.

Nissi Beach: En populær strand blandt ungdommen, ca. 3,5 km fra Ayia Napa centrum. Her mødes man for at sole, bade og spille beachvolley. Et stenkast fra stranden ligger en lille ø, som man kan vade ud til. Bungyjump og al slags vandsport. Omklædningskabiner og toiletter på stranden. Brus koster ca. 0,85 EUR.

Landa Golden Beach: Mellemstor, rolig strand, ca. 4 km uden for Ayia Napa. Meget lavvandet og børnevenlig. Mindre udbud af aktiviteter. Omklædningskabiner, toiletter og douche på stranden.

Makronissos Beach: Mindre, rolig og finkornet sandstrand, ca. 4,5 km uden for Ayia Napa. Forskellige vandsportsfaciliteter.

Ayios Tekla: Lille, rolig sandstrand, ca. 5 km uden for Ayia Napa. Ligger ved siden af en lille kirke med et tilhørende kapel i grotten neden for stranden. Strandbar med husmandskost – varierende åbningstider.

Shopping på Cypern

Der findes et godt udbud af forretninger. I Ayia Napa og Protaras har forretningerne åbent fra morgen til aften alle ugens dage. I Paralimni, Larnaca, Limassol og Nicosia holder man lukket midt på dagen. De officielle åbningstider er mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 9-13 og 16-18. Onsdag og lørdag kl. 9-14. Søndag lukket.

I Ayia Napa ligger forretninger, restauranter og barer inde i centrum.

I Protaras findes mest ”turistbutikker” med souvenirs og lignende, og her handler man på hovedgaden.

I Larnaca løber butiksgaderne parallelt med strandpromenaden, Seafront.

I Limassol finder du enkelte butikker i hotelområdet – flere muligheder inde i centrum, hvortil du kommer med lokalbus.

Priserne er nogenlunde som i Danmark, men visse ting er billigere.

Seværdigheder på Cypern

Det romerske amfiteater i Kourion ligger på en klippe højt over havet og har en vidunderlig udsigt. Udgravninger har tilvejebragt et badehus – læg især mærke til gulvet, der er dækket af antikke mosaikker. Åbent dagligt kl. 8-18. Entre 2 EUR. Kourion ligger vest for Limassol. Tag den store vej til Paphos og følg skiltene derfra.

 

Ayia Panayia er navnet på klosteret midt i Ayia Napa. Klosteret er ikke længere beboet. Åbent dagligt i dagtimerne. Ved siden af klosteret findes en lille kirke.

 

Troodos-området har mange fine kirker. Ni af dem er optaget på UNESCO’s liste over bevaringsværdig kulturarv, takket være deres fresker og ikoner. Besøg kirkerne. Er der låst, banker du blot på hos nabohuset og spørger, om de kan lukke dig ind. Ved kirkebesøg er det kutyme, at man lægger et lille kontant bidrag, 2-4 EUR er almindeligt.

 

Kykko-klosteret i Troodos er et velkendt, græsk-ortodokst munkekloster. Desværre har ildebrande ødelagt det oprindelige kloster, så bygningerne, man ser i dag, er faktisk fra 1800-tallet. Åbent dagligt kl. 8-18; der findes mulighed for at overnatte. Dæk skuldre og knæ, inden du går ind. Fra Kykko-klosteret går der en sti op til Troni, hvor ærkebiskop og statsoverhoved Makarious ligger begravet.

 

Lazaros-kirken - I bibelen kan man læse, at Jesus vækkede Lazarus fra de døde. Han kom senere til Cypern, hvor han blev øens første biskop. På hans gravsted byggede man i det 9. århundrede Lazaros-kirken. Gå ind i kirken og se sarkofaget, hvor han siges at være begravet.

 

Larnaca – I den gamle bydel findes resterne af en tyrkisk fæstning.

 

Dionysos’ villa blev udgravet i 1962. Fantastiske gulvmosaikker viser scener fra den græske mytologi. Flere af væggene er genopbygget, så man kan se, hvordan værelserne tog sig ud. Smuk udsigt. Villaen ligger et stenkast fra borgen og havnen i Paphos. Åbent mandag-fredag kl. 8-18. Entre 2 EUR.

Øvrigt om Cypern

Badetøj er forbeholdt stranden. Tag en skjorte eller T-shirt på, når du forlader stranden – også selv om du bare skal op for at købe en is. Ved besøg i kirker og klostre skal skuldre og knæ dækkes til.

Brug aldrig kamera i kirkerne uden at spørge om lov først! Nogle steder accepteres det, men andre steder er det forbudt. Ved kirkebesøg er det almindeligt, at man lægger et lille beløb, ca. 2-4 EUR. Ved indgangen er der som regel et sted, hvor man kan tænde et stearinlys og lægge lidt penge i kirkebøssen.

Den nordlige del af Cypern er okkuperet af Tyrkiet, så der eksisterer en vis fjendtlighed mod tyrkerne blandt de græsk-cypriotiske indbyggere. Man bør naturligvis anskue sagen fra begge sider, men som turist på Cypern er man nødt til at acceptere den lokale holdning. Du behøver slet ikke at holde med dem i deres holdning, men det er unødvendigt at gå ind i en større diskussion om problemet.

Det er forbudt at fotografere ved grænseområderne. Man kan risikere bøder og konfiskering af kameraet.

Besøg det nordlige Cypern

Grænsen mellem det nordlige og sydlige Cypern er blevet nemmere at krydse i forhold til tidligere. Nu kan man komme hertil alle ugens dage. Ved grænsen får man en stemplet lap papir, som skal afleveres, når man kører tilbage (som bevis på, at man er kommet retur). Man kan opholde sig på den nordlige del af Cypern i op til tre døgn i træk.

Vil man medbringe varer fra nord til syd, er det kun tilladt i begrænset mængde og på betingelse af, at de er produceret på den nordlige del. Alle biler bliver tjekket ved grænsekontrollen.

Du kan leje en taxi for en dag for ca. 85 EUR på den nordlige side. Vi fraråder at køre bil fra syd til nord. Flere udlejningsfirmaer tillader det ikke med deres biler, da de forsikringer, som findes, er indviklede og ofte mangelfulde.

Undgå at fotografere ved grænseområderne. Især i Nicosia. I værste fald kan du risikere at bruge et par feriedage på at sidde i politiforhør.

Webcam på Cypern
Webcam Weathercam in Paphos Cyprus - Asia, Cyprus, PaphosWebcam Platres WebCam - In the Heart of Troodos Mountain range in Cyprus - Asia, Cyprus, Pano Platres
¤ Jan Cassøe´s rejser er en rejseportal som har alt det du skal bruge til at planlægge din næste rejse - jancassoe@webspeed.dk ¤
Lav din egen hjemmeside med mono.net
Link, Rejser links Link, Rejser links Check PageRank Topliste.dk - Danmarks førende topliste